Børnecenteret består af vuggestue , børnehave, skole og SFO. Centeret ligger i den østlige delt af Vejen kommune, og med et børne- og elevgrundlag der er mangfoldigt.
Integreret dagtilbud: Vuggestuen og børnehaven er en afdeling af Gesten børnecenter og normeret til 65 børn.
Åbningstiden er: Mandag til torsdag kl. 6.15-17.00 samt Fredage kl. 6.15.16.00.
Grupperne er tæt forbundet med fælles lokaler og sampasning i ydre tider – herunder morgen og lukketiderne om eftermiddagen samt i ferierne. I midten af børnecenteret har vi et fælleskøkken, som er vores ”hjerte” med god plads til at spise morgenmaden og eftermiddagens frugt, fælles lege, kreativitet og aktiviteter (fælles fra kl. 6.15-7.30 og igen kl. 16-17).
Vuggestuen har 12 pladser med børn i alderen fra 0-2,9 år. Vuggestuebørnene vil primært opholde sig i egne lokaler samt spise i deres basis rum, så der er ro og tryghed omkring børnene.
Børnehaven har to aldersblandede grupper, grøn – og gul gruppe med faste kontaktpædagoger.
Skole Fritidsordning = SFOén er en aldersintegreret SFO med børn fra 0.-3. klasse og udvidet SFO (tilbud til børn i 4.-6.kl.).
Skolen er en almen folkeskole med elever fra 0.-6. klasse. Klasserne svinger i størrelse fra 10-12 elever til 25. Det betyder, at vi har indført læringsfællesskaber for hhv. 2.-3. årgang (hold 23), 4.-5. årgang (Hold 45). Vores ”fødeskole ” til overbygningen er Bække skole.
Gesten Børnecenters værdier:
Børnecenteret ledes ud fra Vejen kommunes børnesyn;
" -Alle børn og unge i Vejen Kommune har ret til at blive mødt af nærværende og anerkendende voksne.
Det er voksne, der inspirerer til fordybelse i nuet samtidig med, at de understøtter trivsel, udvikling og læring.
Alle børn og unge i Vejen Kommune har ret til at indgå i udviklende relationer og meningsfulde fællesskaber. Derfor bliver de mødt af engagerede og ansvarlige voksne. Det er voksne, der gør sig umage for at forstå styrker, potentialer, udfordringer og behov i relationen, fællesskabet og netværket.
Alle børn og unge har ret til fysisk, psykisk og social sundhed. Derfor bliver de mødt af voksne, der er optaget af at styrke børn og unges sundhed. Det er voksne, der både har blik på at understøtte sunde vaner hos den enkelte og på at gøre sunde valg til lette valg, der hvor børn og unge er."
Det betyder, at fællesskaber og skaberkraft er fundamentet på Gesten børnecenter. At dyrke og værdsætte fællesskaber og skaberkraften gennemsyrer vores hverdag, og nogle af vores aktiviteter og traditioner lyser i særlig grad i kraft af disse værdier. Vi er, på Gesten børnecenter, særligt stolte over vores relationer på tværs og tror på fællesskaber former fremtiden.
Når fællesskaber og skaberkraft (dannelse og uddannelse) er vigtige værdier for Børnecenteret, ønsker vi at skabe læring og trivsel gennem en anerkendende tilgang i trygge rammer med fokus på læring gennem Engineering. ( Praksisfaglighed). Den enkeltes motivation og gå-på-mod styrkes og bevares ved et øget fokus på hinandens styrker og kompetencer samt passende faglige og sociale udfordringer og oplevelser. Det betyder bl.a., at det er nødvendigt at dyrke relationer på tværs af centeret, så alle bliver trygge og får mod til at udfolde sig.
Vi har bl.a. en ugentlig samling, legepatrulje, emneuger, venskabsklasser på tværs af alder, så de store hjælper de små osv.
Samhørighed styrkes, når vi dyrker traditioner. Eksempelvis ”spis sammen”, markedsdag, motionsdag, juleklippedag, juleafslutning i kirken, fastelavn samt de mange traditioner, de er opstået i klasserne, er alt sammen med til at styrke fællesskabet
Læring og læring på tværs: På børnecentret har vi dygtige, ambitiøse medarbejdere, der sætter en ære i at gøre børnene så dygtige, de kan. De arbejder tæt sammen for at berige hinanden, og de er ikke bange for at kaste sig ud i kreative processer. Kreativitet ses overalt på centeret. I vuggestuen og børnehaven med projektet: ”natur og science ”, I SFO- værksteder, I skolen med håndværk og design, i billedkunst, i madkundskab- men også i de boglige fag, hvor der er fokus på Engineerings processen (designproces), hvor eleverne er undersøgende i deres læring på fagdage hver onsdag og fredag.
I Gesten børnecenter arbejder vi ud fra bestyrelsens fastsatte værdier:
Fællesskab: At der er plads til forskellighed med respekt for alles behov, så der opnås trivsel og samhørighed.
Ansvarlighed: At tage ansvar for egne handlinger og at der er sammenhæng i mellem det der siges og gøres, så der opnås ordentlighed.
Tryghed: At der er imødekommenhed og drages omsorg. I trygge rammer tør man være sig selv, hvilket skaber trivsel og robusthed.
Tryghed er basalt og en forudsætning for, at barnet kan føle sig veltilpas og udvikle sine kompetencer.
Faglighed: At den enkelte oplever et trygt læringsmiljø, hvor der er tilpas høje forventninger, så alle udvikler sig fagligt og personligt.
Udvikling: At være åben for nye tiltag og muligheder der fremmer centrets værdier. Være et Fyrtårn.